Han drager paa nye & farlig F沤
Hans eeneste Sorrig v沥 at han intet fandt
Som vaer een Taare v沤t
Til han Medynk saae
I hendes ةne, der alt Lius vaer tendt
Der al Gl椥 snart vaer endt
Slig een Pige hellig, vacker
Det brustne Blik flacker
Hun ki殤te Haabet brast
Han viiger for hendes Blik
Med een smertelig Mystik
Fylder hende med Hi沴enski沊Men hendes Ild ligger sort & død
Ondskab qvalte hver een Glød
Dend hviide Gloe, dend slukte han
Men dend ha'r skabt een m棫tig Brand
Aff Had & Elskov & tungsindigt Haab
Nyfødt b沥s Maanen frem
Ofver det Sind som her bleff røfved
Aff dend mørcke,
Magi paa hende øfved
Med r椤e Skrit. mod ham -
dybt berørt:
Hun:
"Du diefvlens Sendebud,
som b沥r Fryckt fra Mand til Brud,
Du Menskehadets reene Styrkedrik,
Du n沩ng for min Si欬 som dør;
Gaae ey bort, o Skygge, før
Ieg viiser Ki殤sler som ieg hafvde Angst
For at n沥 før ieg bleff din Fangst"
