Om Fuldmaanens Vee & Grue
Naar det klagede op mod hendes Ski沊Fra Vintrens kolde Eensomhed
Da frycktede de at Vargen vaer n沊Vakt vaer dends gamle Mayestet
Der vaer Døgn da nogen meenede at hafve seet
I hendes Lius, som han splidder med dend
Skygge som han spreer,
Skyggen aff een ikjend Mackt
Der den hylede mod sin Gud i infernaldsk Prackt
Dende Diefvels Herold, han herjede
Fra Kandt til Kandt, & mange aff Mande洠forsvandt
Paa dend hun lyser, han binder; oc Helveds Ulv,
Han dr梥r, medens Afgrunden brager
Forbandelsen er her visseligen
Aff Diefvlen han bleff ski殫ed een Gave
Der ved Trolddom favned ham til Ulv
Ey vaer han l殧er een Guds Slave
Der ved Midnat vandred ofver hule Grave
