Den utn歭ede Mackt?
Han glemmer det han legger dødt
Ingen Minder stiiger fra Graven brat
Ingen Anger gliider giennem Si欥ns Nat
Med Ydmyghedens Taarer smigrede hun
Dend Guddom som hun hadede medens hun frycktede
Hendes V泥n, lig et Lam
Gijk ham ey forbi
For hun hafde rørt ved ham
ئved sin Magi
Uagtet disse Si欥 tvende
Een hafvde at ende
Nye Smerte klinger frem aff gammel Klage
Tragoedie aff uaffbrudne dage
Ukuelig, dend Tørst
Hinsidigt, det Begi沊Nu drev han yr & gal
I sorthi沴et Kval
Vintrens kulde
Snart tilfulde
- oc hans L殧sel
Mod een Vinternat
Ulven vandrer eene
